Jens Frederiksens visebog
I den store nodesamling arkivet råder over efter spillemanden Jens Frederiksen fra Als (Østhimmerland) fandtes også en håndskreven visebog. Jens Frederiksen var kendt som spillemand, komponist, underviser og indsamler af gamle spillemandsmelodier. Han blev født i 1854, og døde 1943. Allerede som ung spillede han til fester og baller, på hjemegnen og rundt om i Himmerland. Efter at have været soldat i Viborg med uddannelse indenfor regimentsmusikken, kunne han vende tilbage til Als. Han købte ejendom, en mølle og drev lidt fiskeri. Men ellers blev det musikken der var i fokus, med mange musikelever. I 1917 kunne han gennemføre flere store koncerter primært med egne oplærte musikere. Han komponerede en række polkaer, valse, hopsaer og marcher. Der voksede 8 sønner op i hjemmet, og de fik alle en grundlæggende musikoplæring, sådan at han kunne tilbyde sit familieorkester til forskellige begivenheder. F.eks. spillede orkesteret til flere Rebildfester. Et samarbejde med skovrider Poul Lorenzen fra Skørping førte til udgivelsen af heftet Gamle Himmerlandsdanse omkring 1930. Lorenzens trup, Himmerlandske folkedansere blev han også spillemand for, og var med dem på rejser i Sverige, Finland og England.
Utallige er de noder han med sirlig håndskrift fik nedskreven til brug for undervisning, men også melodier han fik indsamlet, eller kunne huske fra sine unge dage. I blandt denne nodesamling er også en gammel håndskreven visebog. Den er faktisk i to dele. Den ene del er en række sange og viser fra samtiden, da han fik sin musikuddannelse i Viborg. Flere dateringer 1877 – 1885 – 1887.
Den anden del af bogen er en række meget game viser fra Als området, som han enten selv har haft kendskab til eller hørt ældre folk synge.
Udover opskrivning af teksterne, har han sat noder til. En node er dateret 1931. I de gamle tekster findes bl.a. den gamle og den nye majvise. Jens Frederiksens samarbejde med skovrider Lorenzen har sikkert været inspirationen for ham til at opsamle de gamle viser. Lorenzen foretog en hel række folkemindeoptegnelser, og har sikker tilskyndet Frederiksen til også at kikke på den del af folkeminderne. Med placeringen på arkivets hjemmeside, håber vi at mange andre kan få glæde af de gamle viser.
Niels Jørn Østergård.