Frederiksens orkester
Optagelser fra 1959 og 1983
Musikken på denne CD med Frederiksens Orkester består dels af tre numre fra 1959 optaget for DAFO af Thorkild Knudsen, samt en række optagelser fra 1983 optaget for DR til regionalradioen i Nordjylland af Hans Peter Larsen. Han søgte emner i hele Nordjylland til radioudsendelser, og havde fået nys om Spillemandsmuseets daværende samarbejde med brødrene Chresten og Peter Frederiksen. Hans Peter Larsen opsøgte disse spillemænd i deres hjem i Als, og lavede optagelserne med Frederiksens Orkester på Spillemandsmuseet i Rebild, hvor de spiller musikstykker, som er komponeret af Jens Frederiksen. Der danses til nogle af stykkerne. En kopi af disse optagelser ligger i dag på museet i Rebild, og det er dem, som er brugt på denne cd. Cd’en indledes med de tre numre fra 1959, som derefter høres igen i 1983.
Chresten Frederiksen (1905-1994), var murer i Als, spillede trompet og violin. Peter Frederiksen (1912-1991), var tømrermester i Als, spillede trompet og violin. Peter og Chresten overtog farens orkester, da han holdt op. Under optagelser til radioen i 1983, bestod orkestret af Peter Frederiksen på trompet/violin, Chresten Frederiksen på trompet/violin, Jens Frederiksen (1927) på bas, han var maler, nevø til Peter og Chresten og søn af Frederik Frederiksen. Finn Christensen (1928) på violin var bager i Als, Tage Sauer (1906-1984) på violin var frisør. Desuden medvirkede yderligere to Frederiksen brødre (Niels, Jørgen ?) i blæsermusikken på numrene 9-12. På nr 15 medvirker endvidere Ebba Kolstrup. I 1959 medvirkede tre af Jens Frederiksens sønner, Tage Sauer på violin, og Carl Jensen (1881-1971) fløjte, møller i Als.
Jens Frederiksens sønner er dygtige instrumentalister, og har stor erfaring i at spille dansemusik. De spiller med et tempo og en markering af rytmen, som passer godt til dans. Men deres musik er måske i højere grad tilpasset et klassisk ideal, sammenlignet med andre af den tids himmerlandske spillemænd. Musikken er mere forudsigelig i denne udførelse, der er ingen improvisation eller variation i melodi eller stemmer. Der spilles efter noder, og på optagelser fra perioden 1959-1987 spiller de altid melodier og stemmer på samme måde. Til gengæld spiller de lyttevenligt, så selv folk, der ikke er vant til at høre spillemandsmusik, kan få noget ud af det.
Jens Frederiksen (1854 -1943).
Jens Frederiksen fra Als, Østhimmerland, hører til en af Nordjyllands mest navnkundige spillemænd. Han bevarede gennem hele livet glæden ved den folkelige musik og dans, og bidrog til en hel egns kulturliv, som musiker, komponist, indsamler og underviser. Han voksede op med spillemandsmusikken fra barn af, spillede til bal som 15 årig, og fik siden musikuddannelse som regimentsmusiker i Viborg.
Jens Frederiksen leverede en stor del af musikken på egnen. Han spillede på markeder, og til private fester i storstuer på gårdene. Han havde det princip, at han spillede til om morgenen ved kirketid. Så holdt han op, ellers ville de blive ved at feste i flere dage. Udover spillemandsmusikken, spillede han også lettere underholdningsmusik og klassisk musik i et 20 mands stort orkester. Rammerne om disse musikalske aktiviteter var bl.a. afholdshotellet og badehotellet.
Jens Frederiksen underviste en stor del af egnens unge i musik, hvoraf mange kom med i hans orkester. Det blev sagt om ham, at han lærte hele Als sogn at spille. Han lånte dem penge til at skaffe instrumenter fra Tyskland. Han indsamlede og noterede melodier fra andre spillemænd, og komponerede selv melodier og stemmer, over 50 melodier blev det til, især polka, vals, mazurka og marcher. Hvis der var en sang, der var populær, lavede Jens Frederiksen tit en ekstra repetise til den, så den kunne bruges til dans. F.eks. med sangen, “En sang og en hilsen” nr. 16 på CD’en.
Jens Frederiksen havde 8 sønner og 1 datter. Alle sønnerne skulle lære at spille. Først skulle de lære blæseinstrumenter at kende, alle former for horn: trompet, tenorhorn, althorn, tuba, senere begyndte de med violinen. Når de alle spillede til dans, så spillede de den sidste time udelukkende blæsermusik. Jens Frederiksen havde arrangeret musik for 10 blæsere.