Violinbygger Peter Adamsen fra Ravnkilde

Samtaler blandt spillemænd handler ofte om instrumenter. Der diskuteres kvalitet, priser, fabrikater og især den gunstige omtale det nylig indkøbte instrument har fået. Måske endda suppleret med digital stemmemaskine, for ikke at tale om digitale nodebøger. Tidligere tiders spillemænd havde nok ikke tilsvarende muligheder. Blot det at anskaffe sig et ordentligt instrument var en kostbar sag, og daglønnen var ikke stor.

Fra anden halvdel af 1800-tallet er der rig mulighed for at købe instrumenter. Lokale musikdirektører og musikskoler (eks. Bjerregård i Kjelleup), hjemtog instrumenter til videresalg, ofte af tyske fabrikater. Kataloger fra denne tid udviser et stort udvalg af blæse- og strygeinstrumenter, samt tilbehør. Når himmerlandske spillemænd af denne årgang samtalede om instrumenter, kunne en af dem godt finde på at sige, ”ja, men det er jo en Adamsen”. Og ikke uden en vis stolthed.

Der fandtes danske violinbyggere og flere med himmerlandsk baggrund. Den Foulum degn i Vesthimmerland Kord Kortsen, lærer i Foulum skole 1876-1907 byggede violiner og foretog reparationer. I nyere tid kender vi Christian Peter Larsen fra Løgstør (1902-1995), der udover at være post og spillemand, byggede et større antal violiner. Fra Ålborg kendes violinbygger Frost, fra Harridslev ved Randers Marinus Jensen osv. Christian Peter Larsens værktøj og et par af hans instrumenter er på museet.

Adamsen fra Ravnkilde er uden tvivl den violinbygger med himmerlandsk baggrund, der nød størst anerkendelse. Hermed en nærmere beskrivelse af hans levnedsløb, dels i Himmerland og sluttelig bosiddende i København. Der er så heldigt at lokalarkivet i Ravnkilde har undersøgt historien om violinbygger Adamsen, med sagkyndig bistand fra violinbygger Stenz i Århus. Vi har fået lov at plukke i de nedskrevne beretninger. Og så er det så heldig at museet har to Adamsen-violiner i samlingen.

Peter Petersen Adamsen blev født i Fyrkilde, Ravnkilde sogn i 1850. Forældre var Peter Petersen Adamsen, der fik skøde på ejendommen i 1850. På ejendommen havde Fyrkilde skole tidligere haft til huse. Peter Adamsen, altså faderen, ernærede sig som husmand og snedker, men var tillige spillemand, en håndtering der gik i arv i slægten. Som snedker kunne han bidrage til husbyggeri, men også møbler kom der fra hans værksted. Som så mange andre på denne tid holdt han af sin daglige snaps. For at det ikke skulle tage overhånd på sine ældre dage, blandede konen og datteren snapsen op med vand. Hvilket fik den gamle til at udbryde, ” a tøkkes dæleme stød`mæ et det smager af nøj – a tror de forfalskneret et”. Han blev dog aldrig klar over hvordan det gik til.

I denne familie voksede Peter op, og ifølge hans egne skriverier, virker det som at han har været et multitalent som træhåndværker og på det musikalske område. Som otteårig fik han af faderen den første undervisning på violin, som suppleredes af en lærer på Ravnkilde skole. Han fortæller at han som 10-årig vogtede får, og fik et par rigsdaler for et år. Som bibeskæftigelse fremstillede han lyngkoste og barnevioliner. Altså var violinbygningen allerede i gang i tidlig alder. De penge han tjente gik til at købe værktøj og materialer.

Som 17 årig boede han i Randers og fik her oplæring i snedkerhåndværket, tegning, regning m.v. Fra sit nittende år flytter han igen til Fyrkilde og arbejder for føden, og bygger nu violiner ”for egen regning” som han udtrykker det. Igen et ophold i Randers hos klaverstemmer Hansen, der også fremstille violiner. I denne periode bygger han omkring 30 violiner. Som 21 årig tilbage i Fyrkilde, og ernærer sig bl.a. med billedskæring. Fik også mere undervisning i klaverreparationer- og stemning. I 1878-79 indkaldt som soldat i Ålborg.

I 1881 ansøger den nu 25 årige Peter Adamsen den ”Reiersenske Fond til industriens fremme” om støtte til en rejse til udlandet for at dygtiggøre sig indenfor instrumentfaget, både med fremstilling og reparation. Fonden ydede ham et tilskud på 500 kr. til at videreuddanne sig i Tyskland, Østrig og selvfølgelig violinbyggernes mekka, Italien. Det blev ikke sidste gang Fonden ydede tilskud til Peter Adamsen. Seks til syv gange opnåede han penge til rejser og videreuddannelse.

Det første sted han nedsatte sig som instrumentmager var i Århus omkring 1882, hvilket nedenstående annonce i byens vejviser vidner om. Han rejser og har godt gang i forretningen. Omkring 1884 er han registreret i København, hvor han holder til resten af sin tid, dog på skiftende adresser. Under et ophold i Østrig hos kunstneren Albert Bisa, der underviste ham i tegning og oliemaleri, mødte han en søster til Brisa, der lød navnet Ludomilla Giovana Marie Bisa. Hun blev hans hustru i 1886. Det fik kun et barn, der desværre var dødfødt.

I 1890 erne rejser Peter rundt igen, nu til Tyskland, for at lære noget om træblæseinstrumenter, hvor han mente der var stort behov i Danmark for reparatører. Nedenstående annonce viser Peter Peter Adamsens tilbud fra sit Københavner værksted. Omkring 1905-06 får han igen et rejselegat, og ville til Firenze og Genua, for med egne øjne at se de berømte Cremonese violiner, og med det formål at kopiere dem, udfra den tænkning mestrene havde anvendt i sin tid. At han arbejder meget systematisk og indgående vidner hans egne ord om fra en af de sidste ansøgninger, ” at jeg med nu med fuldkommen sikkerhed kan forbedre tonen i violinen, hvilket hidtil har været betragtet som umuligt. Dette har jeg fået sat i system, at jeg snart kan overgive det til efterverdenen for ligesindede til afbenyttelse”.

Familien Peter Petersen Adamsen blev aldrig velhavende, trods det at Peters værksted havde nok at lave. Sygdom prægede også de sidste år, både hustruen, der led af Parkisons sygdom, dengang benævnt, ”skælve-lamhed” og Peter Adamsens egne sygdomsperioder, prægede arbejdet, der efterhånden blev droslet ned. Han døde i 1928, hustruen allerede i 1920. I københavnske avisers nekrolog blev han betegnet som en ejendommelig, og særpræge kunstner, der ofte gik sine egne veje. Hans violiner var nu ansete og efterspurgte, og ville med tiden blive kostbare. Han betegnes som en ægte kunstner natur med et stærkt idealistisk syn på livet. Han levede yderst beskedent hele sit liv og gik op i sin gerning med glødende interesse. Museet er så heldig at have to af hans violiner, hvoraf den ene har tilhørt Trads familien i Haverslev.