PEDER ‘SPILLEMAND’
JEG BLEV ALDRIG TRÆT AF AT SPILLE TIL DANS
Heftet er udarbejdet og fremstillet af:
Anders Andersen
Anders Christensen
lb Gadegård
Thorkild Knudsen
Hans Carl Nagel
Linjen MUSIKALSK FOLKEKULTUR Holstebro Højskole

Om Peder ‘Spillemand’
Peder Jens en kaldet Peder ‘SpiIlemand’ er født i 1898. Han lærte at spille af sin bedstefar Jens Chr. Jensen Huus, som også var spillemand.
Peder ‘Spillemand’ var forhenværende landmand, og som spillemand var han aktiv frem til 1974. Han havde spillet med blandt andre spillemanden Peder Pøhl fra Feldborg, med sin bror, med sin kone Laura og senere også med deres tre børn i ‘Pe’ Spelmans’ Orkester’.

INDHOLD
Om Peder ‘Spillemand’
Kunne noder før bogstaver
Sådan en ‘knæjt’ og spille i sådan en stor sal
Jeg blev aldrig træt af at spille til dans
Oprindelig da var det fuldtakt altid

Melodier:
Vals
Peder Pøhls Fynbo
Trekant
Hopsa

KUNNE NODER FØR BOGSTAVER
Peder ‘Spillemand’ Jensen, Holstebro. Samtale med Thorkild Knudsen d. 5.9. 1977

Peder: Jeg kan også huske dengang jeg skulle lære og spille da var jeg ikke ret stor det var før jeg kom til at gå i skole. Så sagde han jo, bedstefar han ville godt lære mig og spille, men jeg skulle ikke spille ude til dans for det var noget skidt det blev altid sådan noget fordrukken ‘nuer ‘ (noget). Han var jo ’Fjendbo’ så han sagde ”nuer”. Så siger jeg: ”Jamen, du er da ikke bleven fordrukken, bedstefar”. ”Nej det er jeg jo ikke” Så siger jeg lige ”Har du nok bleven fuld bedstefar”? ”Nej, det har jeg ikke”.
Thorkild: Jeg hørte, at du fortæller at du kunne noder, snart før du kunne bogstaver.
Peder: Ja, det kunne jeg.
Thorkild: Det er da sådan ret mærkeligt.
Peder: Jamen, bogstaverne dem lærte han mig også.
Thorkild: Hvordan gik det til? Var det ham der ville have, at du skulle lære noderne først? Eller var det fordi du var mere interesseret?
Peder: Nej, det kom næsten af sig selv. For han snakkede jo musik altid (ha), og det var så grundigt (ha), den der (ha), den skal være en halv tone højere end den står, og den der den skal forlænges med det halve af sin værdi, for sådan var det jo, det fik jeg ørene tudet fulde af altid (ler).
Jeg kan aldrig huske, at jeg har ikke kunnet spille – det synes jeg (at) jeg kunne med det samme, jeg måtte ikke låne violinen for den kunne ske at falde fra mig. Men jeg kan da huske, at så var der engang at han ikke var hjemme, han var vist gået til kirke, så havde jeg listet mig til og tage ‘æ fiol’,
Thorkild: Hvordan kom du til at spille så, for du må da have spillet sammen med nogen? Du har da ikke lært det hele selv eller hvad?
Peder: Nej, men det har jeg lært efter den gamle.
Thorkild: Ja, bedstefaren?
Peder: Ja
Thorkild: Men jeg troede han var holdt op med at spille der
Peder: Det var han også dengang, det første jeg kan huske – nej jeg kan ikke engang huske han holdt op, men så siden da. Jeg kan aldrig huske jeg har spillet sammen med ham ude, ikke sådan rigtigt.

SÅDAN EN ‘KNEJT’ OG SPILLE I SÅDAN EN STOR SAL
Peder ‘Spillemand’ Jensen, Holstebro, Samtale med Thorkild Knudsen d. 5.9. 1977.
Thorkild: Når du nu spillede, kunne det betyde noget også økonomisk, altså ved siden af dit almindelige arbejde. Kunne du tjene så meget ved det, så det betød noget eller var det kun . .
Peder: Ja, uha-da.
Thorkild: Nå, det kunne du.
Peder: Det skal jeg love. Det var snart først da min bedstefar han holdt op. Det er sådan noget som i 1913-¬14 stykker. Han blev lammet i den ene hånd og det var jo ikke så godt. Så kom jeg jo til at spille ude, til de her gilder. Det var jo en fire -fem kroner og sådan, det var jo mange penge dengang, sådan rundt i storstuerne og i lader og forskellige steder.
Men så var der engang da har jeg nok været en seksten år, jeg skulle spille til en . . ., for jeg var jo efterhånden berømt, så skulle jeg spille til en skyttefest i Simmelkær. Og da skulle jeg så spille sammen med en anden en som jeg kendte. Jeg havde da sørget for at han skulle komme med derover og så Simmelkær forsamlingshus -den gamle, det var kommunens, det var en gymnastiksal. De måtte kun have den til midnat for det var jo ved siden af lærerboligen og lærerindeboligen. Så de måtte jo ikke natforstyrres. Men, så ham – – – dengang jeg kom derover, det var nok klokken otte, så siger formanden, det var en der hed Jesper Nielsen, ‘vi kommer til og ska’ til og begynde’. Jamen, det var jeg ikke meget for da, altså sådan en ‘knæjt’, og så spille i sådan en stor sal og Niels Skals hed han som . . . han kom ikke med og han kom heller ikke – så siger han ‘ja vi kommer til og ha’ begyndt da’, så siger jeg, ja, jeg var ikke kilden ved det her, sådan en stor sal lige bare en violin.
Så siger han lige ‘jeg skal hjælpe dig’, og det gjorde han også. Og han sang til det hele tiden, selvom også det var ikke noget han kunne ordene til, så trallede han jo. Han var nemlig så god til og synge og da fik jeg otte kroner dengang. Huha, tænk engang der, otte kroner det var jo lige så meget som en karl kunne tjene i en hel måned.

JEG BLEV ALDRIG TRÆT .AF AT SPILLE TIL DANS
Peder ‘Spillemand’ Jensen, Holstebro. Samtale med Hans Carl Nagel den 22. 2. 1978
Hans Carl: Hvis du skulle ud og spille og du så selv skulle bestemme hvad du skulle spille hvad startede du så med
Peder: Ja – det kan godt ske det tit var en vals
Hans Carl: Det var tit en vals du begyndte med så
Peder: Det gjorde min bedstefar også, det gjorde Peder Pøhl også
Hans Carl: Een vals?
Peder: Ja, og så hvis te’ det kunne ske de blev klappet op, men det var ikke gerne den første og så kom der jo en almindelig polka og . .
Hans Carl: Jamen blev de klappet op, kom der så en vals mere?
Peder: Nej, den samme
Hans Carl: Nå, nå og så?
Peder: Ja, så kom der jo, efter en fem-seks stykker, så kom der jo en trekant og så kom de her senere de her – –
Hans Carl: Altså først kom vals, og så polka
Peder: Ja, og så fynsk polka, og så galop. Galop det er jo det samme som polkatrit, men det dansedes jo på en anden måde, det var mere . . det skulle være hurtigere
Hans Carl: Og så trekant efter det
Peder: Ja, hopsa og trekant og så kom de jo de her forskellige . . . kontrasejre
Hans Carl: Jamen, så holdt man også en pause inden man så gik videre, ikke?
Peder: Næh, jeg syntes når nu for eksempel, jeg har spillet i Sjørup mange gange, de ville ikke holde op. Det var tit klokken var både seks og syv om morgenen inden . . .
Hans Carl: Jo, men holdt I ikke små pauser? I spillede da ikke musik hele tiden?
Peder: Jo . . . nej det var ud ad vælten, det er sjovt for jeg har . . . jeg var ikke klogere end, at jeg syntes desto længere det blev ved desto skønnere var det. Jeg blev aldrig træt af at spille til dans. Så var det sommetider vi fik noget ekstra for at spille, men det var ikke så meget det, det drejede sig om.

OPRINDELIG DA VAR DET FULDTAKT ALTID
Peder. ‘Spillemand’. Jensen, Holstebro. Samtale med Anders Christensen og Hans Carl Nagel den 22.2. 1978
Anders: Det kunne være meget sjovt hvis Peder . . hvis, du ville vise de der sekunda greb
Hans Carl: Og også hvis du vil vise noget om takten, fordi det har du snakket om før. Hvordan man spiller fuldtakt (sekunden stryger på grundslagene) og. . .
Peder: Ja, det var i grunden en gammel spillemand inde i Karup, jeg har lært det af, med det her eftertakt (sekunden stryger mellem grundslagene) bagtakt (det samme som eftertakt) og fuldtakt
Hans Carl: Men, hvad brugte du? Brugte du fuldtakt eller . .
Peder: Ja, oprindelig, da var det fuldtakt altid, men, så var det sommetider, når vi var flere, så var det bedre med bagtakt. Hvis for eksempel der var kun vi to, min bror og mig, han brugte altid fuldtakt og det gjorde Peder Pøhl også.
Hu-ha som han kunne spille sekunda, Peder Pøhl, og så kunne han jo lave noget selv. Det var knippel som han kunne . .
Hans Carl: Han nøjedes ikke med de faste greb, han lavede noget mere
Peder: Nej, han havde så meget andet og så de her dobbelttoner som han brugte – det har jeg aldrig hørt nogen der kunne sådan som ham
Anders: Nå, som han kunne tage dobbeltgreb
Peder: Ja
Hans Carl: Men det var hele tiden -altid fuldtakt
Peder: Ja, det var det ved Peder Pøhl
Hans Carl: Det er altså fra ham du har det med fuldtakten, så det er fra Peder Pøhl
Peder: Nej, det har jeg fra min bedstefar
Anders: Ja, din bedstefar slog heller aldrig efter
Peder: Nej