Bryllupstraditioner i Himmerland

Af Niels Jørn Østergård

Bryllupsfester hører stadigvæk til livets største markeringer. Et bryllup i dag kan være et stort og bekosteligt arrangement. Festmusikken nu om dage leveres ofte fra store højtaleranlæg efter brudeparrets playliste på Spotify. Musikken sætter stemningen og lægger rytmen til udfoldelserne på dansegulvet. Professionelle festarrangører konkurrerer om at levere den mest mindeværdige bryllupsdag. Der satses på det særlige og helt specielle. I det gamle landbosamfund hørte bryllupper også til den største begivenhed i familien og i sognet. I landbyerne blev begivenheden gennemført på de enkelte gårde, med mange gæster og dans i storstuen eller på loen. Senere flyttedes til forsamlingshuset og kroen. Hvornår det ene og hvornår det andet skete, er svært at sætte tid på. Mange optegnelser er fra sidste halvdel af 1800-tallet. Men i nogle familier og sogne bibeholdt man traditionerne til langt op i tiden. I andre sogne og bymiljøer ændredes festskikkene hurtigere og fulgte tidens trend. Der er dog mange beretninger fra Himmerland fra omkring 1. verdenskrig og længere frem, der sagtens kan tangere traditioner, der er optegnet i sidste halvdel af 1800-tallet. Festerne i det gamle landbosamfund havde to vigtige aktører, nemlig skafferen og spillemanden. Skafferen organiserede mange steder festen eks. et bryllup. Han stod for invitationer til brudeparrets familie og nærmeste venner. Spisning og bordopstilling skulle planlægges, der skulle laves aftaler med kogekone og serveringspersonale. I gammel tid blev der ofte afleveret madvarer og naturalier fra naboer og venner til brug for festen, og det skulle der planlægges ud fra. Nogle gange blev der også lånt porcelæn og service hos naboerne.

Skafferen stod for afvikling af festen og ledte slagets gang. For spillemanden var brylluppet en stor udfordring, ofte et forløb på tre døgn, med begrænset hvile. Når der blev inviteret til en sådan fest, skulle der spises og danses, og hertil måtte spillemanden levere musik. Spillemandens rolle i forbindelse med en større fest, eksempelvis et bryllup, var omfattende, og det krævede sin mand og et godt helbred at være på i så mange timer.

Denne lille artikel handler mest spillemandens rolle ved en bryllupsfest – skal vi sige omkring 1860-1880, uden at disse årstal angiver hverken start eller slutning på disse traditioner. Sammenlignet med nutidig festmusik, udførte spillemanden deres musik ud fra ceremonier, der selvfølgelig kunne variere fra egn til egn. Til disse traditioner findes der melodier og skikke, der kendes fra Himmerland og nærmeste landsdele. På selve bryllupsdagen møder spillemanden i bryllupsgården, og allerede om formiddagen skal han være klar til at modtage de første gæster med musik og fanfare, og løbende tage imod efterhånden som gæsterne møder frem. Ofte spises der frokost, inden der gøres klar til kirken. Turen til kirken foregår til fods, hvis kirken var i landsbyen.

Eller til vogns hvis der var længere afstand. Skafferen organiserede brudeoptoget med musikken i spidsen, så brudeparret, og så fremdeles gæsterne – i en vis rangorden i deres egne vogne. At modtage gæster med musik krævede lystige melodier. Brudeoptoget havde sine egne marcher. En langsom til det gående optog og en hurtigere til vognoptoget. De himmerlandske spillemænd havde både en gåmarch og en køremarch. De er optegnet i flere versioner, og må antages at have været almindeligt kendte. Storspillemanden fra Als, Jens Frederiksen (1854- 1943) har de omtalte marcher i sin nodesamling og havde selv spillet dem til bryllupsoptog. Vores landskendte digter Johannes V. Jensen, født i Farsø 1873 (død 1950) har ligeledes optegnet brudemarcherne, og har endvidere skrevet om dem i sine Himmerlandshistorier, der om noget himmerlandsk litteratur fortæller om himmerlændinge, deres mentalitet og tænkemåde.

Det er fra himmerlandshistorien ”Jørgine” (udkom 1926), at Johs. V. Jensen drager erindringer til de gamle brudemarcher. Tankerne går tilbage til barndom og ungdom med de store bryllupsfester. Dette fortæller han malende om i historien om Jørgines bryllup. Et brudeoptog til vogns hen over hederne i Vesthimmerland, med spillemændene i den første vogn, trakterende klarinetten. En begivenhed der hørte til de allerstørste i en tyndt befolket egn. Johannes V. Jensen skriver i historien om bryllupsmarcherne:

” Der var to Bryllupsmarcher, den ene blev brugt, når man kom kørende til Kirke, den anden når Brudetoget bevægede sig, på kortere Strækninger til Fods. De blev foredraget i forskelligt Tempo, lige så adstadigt og vægtig den ene lød, når man gik til Kirke, – Gåmarchen som den blev kaldt, – lige så ilende, rullende og farende var Køremarchen, der var et helt forskelligt Temperament i dem. Hvor gamle de var er ikke godt at vide, men de bruges næppe nu mere, er blevet Fortidstoner, som så meget andet i Bøndernes Verden. Men på den Tid der her er tale om, for et halvt Århundrede siden, var de en Institution, overleveret fra Fædrene, et Bryllup kunne ikke tænkes, uden enten den ene eller den anden af dem. Hele Musikken bestod af en enkelt Clarinet, senere et Horn, men med det var man allerede inde i en anden Tid. Clarinetten er gammel som Livet på Landet, den går tilbage til den urgamle Skalmeje, Hyrdens Instrument, og den klædte Spillemanden anderledes godt, når han gabede vidt og bredt over Mundstykket som en Pan, end Hornet, der gav udblæste Kinder og en presset anstrengt Stilling”.

Efter den kirkelige handling gik det samme vej tilbage til bryllupsgården, og igen måtte spillemændene være klar til at modtage gæster og efterhånden få dem spillet på plads ved de lange borde. Så blev der spist, og en bryllupsmiddag består af alt det bedste, man kunne sætte på bordet, godt suppleret med brændevin, vin og øl. Under spisningen var det spillemændenes rolle at ” spille over bordet”, dvs. at underholde gæsterne under spisningen. Som nogle af de gamle sagde, ” der spillede vi det allervildeste vi kunne finde på”. Efter spisningen skulle bordene ryddes, og der gøres klar til dans. Spillemændene fik nu deres fortjente mad og drikke. En sjov detalje og lokal tradition er beskrevet i en slægtsbog for Frederiksen familien fra Sønderholm. Slægtsbogen er skrevet af Lars Frederiksen i 1955. Her omtales en bryllupsfest i 1863 i Sønderholm, hvor Ane Johanne blev gift med Peder Kristian Knudsen. Denne spændende beretning vender jeg tilbage til, da det næsten er ”prototype” på et himmerlandsk bryllup. Der er dog en passage i forbindelse med spisningen, og spillemændenes rolle ved serveringen. Her citeres:

”Spillemanden gik mellem køkken og gæsterne foran opvartningspigerne, spillede og sang, – stræb og rend – å kom igen. Dette gentog han flere gange foran køkkendøren, medens pigerne hentede maden. Ved køkkendøren blev de stillet i række, og nu spillede han nogle andre strofer, medens han med et nik anviste fadenes plads på bordet. Nedenstående melodier er de sædvanligt brugte på egnen på den tid”.

Efter at der var ryddet til dans, kunne musikken starte. Også her kunne der være forskellige ceremonier. Ofte startede dansen med at kogekonen og skafferen dansede den første dans, ”de fejede gulvet”, som man sagde. Så blev der danset brudevals, og her havde spillemændene deres egne foretrukne melodi, og skulle det være helt særligt, havde spillemanden måske komponeret en helt ny vals til brudeparret. Et andet indslag skete i forbindelse med betaling af spillemændene. Det foregik ved, at man hver især gav ”spillemandspenge”, som skafferen gik rundt og indsamlede. Så blev der danset til den lyse morgen, og dagen efter fortsatte festen på samme måde, nu med naboer og venner. Der kunne også være en tredje dag for serveringspersonale og de unge i byen. En hård tjans for spillemændene, der kun fik begrænset søvn, men til gengæld en god fortjeneste. Jeg vil lade denne artikel slutte med beskrivelsen af bryllupsfesten i Sønderholm i 1863.

”Et par dage før brylluppet sendtes som foræring høns, ænder, kød, flæsk, æg, pålæg, smør m.m. til bryllupsgården fra de indbudte. De unge piger, som bragte gaverne, fik en ”kavring” bagt i gården med tilbage, for at giverne kunne smage bagværket. Opvartningspigerne gik nogle dage før brylluppet rundt fra gård til gård, og lånte knive, gafler, porcelæn, glas m.m., som de bar i store halmløbe. Spillemændene med Niels Laustsen i spidsen stod på bryllupsdagen ved gangdøren og modtog gæsterne med musik, som kunne høres over hele gården. Ved gangdøren fik mændene en snaps og kvinderne et glas vin og en småkage til velkomst. Da alt var færdig til kirkefærden, – frokosten var spist og bruden pyntet, – red forridderne frem og tilbage i susende fart mellem følget og kirken. Der var både brudesvende og brudepiger, som parvis fulgte efter brudeparret og den nærmeste slægt. Mens følget var undervejs fra gården til kirken, kimede klokkerne. Efter kirkebrylluppet indtoges middagen, som bestod af suppe kogt på hønse- og oksekød. Kødet blev spist til suppen. Derefter serveredes der steg og risengrød. Der dansedes i storstuen hele natten. Niels Laustsen stampede takten til musikken og sang teksten til enkelte melodier, ellers han nøjedes med at synge ”Darum, darum ” i en uendelighed. Karlene og mændene må have stampet godt i gulvet, for midt under lystigheden mærkedes en svag rysten, som om liggerne gav efter for de vældige tramp. Dansen standsedes, og nogle af deltagerne måtte ned i kælderen, som var under gulvet, for at stive det af. Hvordan de har kunnet danse i en trefags storstue, forstår vi næppe, men de morede sig storartet. Der stod selvfølgelig dækket et bord, der blev drukket kaffe, og drammene blev selvfølgelig ikke glemt. Henad den lyse morgen vankede der frokost, inden gæsterne tog hjem for at sove nogle timer, inden de begyndte på andendagsgildet. Der begyndtes med sødsuppe og steg, hvorpå dansen fortsatte. Efter Frokosten i morgendæmringen tog de udenbys’ gæster hjem. Tredje dagen fortsattes gildet, men da var det mest de unge, der holdt ud og svang sig i dansen. Da dagen brød frem, tog de sidste gæster afsted, men familien i byen kom igen op ad dagen for at spise frokost med de nygifte”.

Så vidt Lars Frederiksens beretning fra Sønderholm i 1863. I øvrigt kan det bemærkes, at bryllupsfesterne lokalt sagtens kunne have andre indslag og ceremonier, der har foregået indenfor de enkelte familier og sogne. En praksis der nogle gange er blevet videreført op i nyere tid. Det kan være i forbindelse med spisningen, maden, eller igangsætning af dansen, særlige melodier o.l.  Jeg vil gerne efterlyse sådanne erindringer, der kan være med til at belyse festkulturen i det himmerlandske.

Niels Jørn Østergård