Ulvetider – sagn om ulve og spillemænd
af Niels Jørn Østergård

Museum Rebilds årsskrift 2018

Ulven er tilbage i Danmark, og debatten raser mellem tilhængere og modstandere om betimeligheden af at dette store dyr atter bliver en del af dansk natur. Ulven er fredet og må ikke jages eller nedskydes. Siden 1840erne har Danmark været ulvefrit, måske på nær enkelte der på strejftog har krydset grænsen. At ulven i tidligere tider har vært en pestilens for bønder og jagtherrer, vidner en lang række af forordninger og kongelige befalinger. Ulvene angreb både bøndernes husdyr men også hjortebestanden. Hvor der i disse tider var dødsstraf for krybskytteri, måtte alle gribe til våben for komme ulvene til livs.

Problemet ser ud til have været størst i Jylland, med de store øde landområder. Det blev ikke mindre af 1600 tallets mange krige og besættelser af fremmede tropper, der brandskattede og mishandlede befolkningen, der ofte flygtede fra deres bostavn, for at komme i sikkerhed. En jagtforordning af 1688, indførte et præmieringssystem, sådan at der udbetaltes en dusør på 4 rigsdaler for hver uld der blev aflivet, og afleveret til det stedlige ting, med ophængning i tingets galge. Ulveunger honoreredes med 1 rigsdaler. Det skal dog tilføjes at finansieringen af dette pæne honorar, blev taget af en ekstraskat der blev pålagt bønderne, netop til dette formål.

Foranstaltninger tog til i løbet af 1700 tallet, og hvert år arrangeredes der rundt om i Jylland direkte klapjagter på ulvebestanden. Det har været ret så effektivt og i starten af 1800 tallet gøres der allerede opmærksomt på at nu er den sidste ulv nedskudt. Men hvilken og hvornår er der uenighed om. Artikler i datidens aviser og overleveringer peger på tiden omkring 1840. I følge Ålborg Stiftstidende marts 1841 skød en bonde i Suldrup, dette år en ulv, hvorfor han af øvrigheden fik en præmie. Forskellige ”eksperter” mente dog efter at have set skindet, at det var en stor hund. En af folkemindesamleren Evalds Tang Christensens store meddelere, træskomanden Jens Kristiansen i Ersted (Årdestrup sogn), fortalte også historien om den sidste ulv i Rold Skov. Den blev nemlig skudt af Jens’ far, Jens Tved, der havde været ”kyrrasier ved de Hossens hejstfolk”. Han skød ulven nedenfor Røde Mølle. I Rebild Bakker ligger ”Uhlhvollet”, som et flere alen dybt skarpt afgrænset hul, øjensynlig frembragt af mennesker. Her skulle der ifølge beretning fra Chr.Hyldgaard i Rebild (fortalt til skovrider Poul Lorenzen) været gravet en ulv ud med tre unger omkring 1840. Hyldgaards egen bedstefar havde været med til det.

En anden lokalitet, ”Ulvesigen” i Rold Skov har også sit eget sagn om ulve. En sig er en fugtig lavning eller eng i skoven. Her forfulgte ulven en vogn og angreb hestene ”som de skar fra”, dvs. at folkene i vognen skar skaglerne over. Hestene flygtede da, forfulgt af ulven, indtil de kom til sigen. Der sank hestene i, så ulven tog dem. Derfor kaldes sigen for Ulvesigen.

Denne type historier og sagn om ulve og ulvehuller findes mange steder i Jylland. Hullerne blev gravet som fælder, idet man lagde ris over, og placerede lokkemad på en sådan måde at ulven ville falde i hullet, når den tog maden. Det er omkring sådanne ulvefælder der knytter sig sagn om særlige hændelser og dramatiske ulvejagter. Heriblandt også nogle hvori spillemænd kom til at spille en, omend noget ufrivillig hovedrolle. De følgende beretninger er alle fra folkemindesamleren Evald Tang Christensens indsamlinger (E.T. Christensen 1843 – 1929). På sine utallige vandringer, især i 2. halvdel af 1800tallet indsamlede han i tusindvis af sagn, beretninger, folkeviser m.v. En stor del af dette materiale udgav han på eget forlag i snesevis af bøger og hæfter. Følgende sagn omhandler ulve og spillemænd i Nordjylland og et enkelt fra Djursland.

Her har både været vildsvin og ulve i gammel tid. En spillemand der en nat gik fra Rimsø og her til Gjerrild (Djursland), faldt i en ulvegrav her sønden for Benzon på et sted, de endnu kalder Ulvegrawsmoled, og lidt derefter kom også en ulv ud på vippeladet og faldt ned til ham. For at frelse sit liv gav han sig til at spille for den, og da folk kom om morgenen, stod han i det ene hjørne af graven og ulven i det andet hjørne og så på hinanden.

En mand i Understed havde lavet sig en ulvegrav. Han havde lagt ris over hullet og så en grøntørv, og der kommer en spillemand og falder ned i hullet. Lidt efter kommer ulven og falder også derned. Den gjorde tegn til at den ville gøre ham fortræd, men så tog han fiolen og gav sig til at spille, og hver gang den nærmede sig spillede han et nyt stykke. Så krøb den hen i det modsatte hjørne af graven. Så spilte han til, at han om morgenen ikke havde uden en streng tilbage. Noget efter faldt også en gammel kone derned, hun kom gående med en krukke mælk. Nu sad de der ved hinanden, til manden der havde lavet graven kom derhen og fik dem trukket op og ulven slået ihjel.

Billede fra Tidsskriftet Skalk. Illustration Jørgen Kraglund

Der er endnu en gård i Voer sogn der hedder Ulvegraven, og en i Dronninglund sogn hedder også Ulvegraven. Den er op i skellet til Ulsted sogn. En spillemand her i sognet gik fra et gilde, og så kom ulven efter ham, og han kunne ikke komme fra dem eller op i et træ. Så gav han sig til at spille og gik baglæns og spillede og ulvene blev til sidst kede af det og løb.

Der gik engang om natten en spillemand fra et gilde i Bjergby nord for Hjørring til sit hjem i Bagterp, syd for Hjørring. Da han var i nærheden af Bagterp, hørte han ulve tude og mærkede at en flok fulgte hans spor. Han søgte ind over markerne, men ulvene nåede ham snart, og han troede sig fortabt. Da stod han for en dyb grøft, der kastede han sig ned og begyndte at spille på sin medhavende violin. Ulvene standsede og tav, men snart hylede de igen, og nærmede sig langsomt. Manden spillede som strengene skulle briste, og sådan gik det, til det lysnede i øst og folk i byen kom op. De hørte musikken, forstod der var nød på færde, ilede derud og skræmmede ulvene, og manden var frelst. Grøften hedder den dag i dag Ulvegraven.

Billedet viser klappere på ulvestorjagt, udstyret med både plejl, fork og tromme. Fra Täntzer, 1682