Hans Verner – en Rebildspillemand
af Niels Jørn Østergård
Betegnelsen ”Rebildspillemand” bruges i dag mest om personer, der er tilknyttet Rebild Spillemandslaug og et af laugets fire orkestre. Lauget blev stiftet i forbindelse med oprettelsen af Hjemstavns-og Spillemands-museet i 1951. Men før den tid har landsbyen Rebild og Skørpingegnen selvfølgelig haft sine spillemænd. En af de kendte og helt af den gamle skole hed Hans Christian Verner (1854 – 1944), og bosiddende i Rebild, det meste af sin tid. Da mere moderne musik og dans vandt frem i 1920-30 erne stoppede han, det var ikke noget for ham. Der blev dog atter brug for ham, også i en høj alder, idet Hans Chr. Verner, sammen med sin faste medspiller, Søren Lund fra Gravlev, blev spillemand for den kendte dansetrup, ”Himmerlands-kvadrillen”, der oprettedes af skovrider Poul Lorenzen i 1920. Der er optegnet en hel del om Hans Chr. Verner, nok til at der kan tegnes et portræt af denne gamle himmerlandsspillemand.
Opvækst
Hans Christian Verner fødtes i Mosskov i 1854. Moderen var datter af skovfoged Jens Christian Krog, ”Klodholm” ved Rebild. Her hos bedsteforældrene på Klodholm tilbragte H. C. Verner sin barndom. Begge bedsteforældrene døde i 1866, og Hans Christian måtte i en alder af 12 år ud at tjene hos fremmede. Forældrene kunne ikke hjælpe ham synderligt, idet der var mange andre søskende at tage vare på, så han måtte ud som hjorddreng, på en ejendom i Skind-bjerg. Det blev senere en række andre pladser på egnen, afbrudt af soldatertjeneste. Hans C. Verner viste talent for musik, og lærte sig selv at spille efter noder. Et barnebarn fortæller, ”Hans Verner tjente i sine unge dage hos gårdmændene, hans første violin var en ombygget træsko. Når han stod og tærskede med plejl, så kunne han finde på at stå og øve violingreb på plejlen” (1). Allerede som ung mand spillede han til fester i byerne omkring Gerding, Siem og Fræer. I disse byer blev han en agtet spillemand, lige så længe han dyrkede håndteringen.
Ægteskab
I 1880 skulle der være bryllup. Hans Chr. Verner giftede sig med Anne Marie Nielsen fra Gravlev, hun hørte til den udbredte Bundgård slægt fra Rebild. Ide næste 12 år fører de en noget omflakkende tilværelse, med mange adresser, dog aldrig helt væk fra Skørping egnen. Ægteparret boede først i Støvring, dernæst i Gravlev. I samme hus som spillemanden Søren Lund. Bekendtskabet med Søren Lund førte til at de kom til at spille sammen, og tillige sammen med Jakob Damborg fra Årestrup. De spillede bl.a. til skov-bal i Oplev krat.
Træskomand
Hans Chr. Verner lærte træskomageriet hos sin svigerfar, og familiens udkomme tjentes ved træskofremstilling, skovarbejde, som tækkemand, og endelig musikken. Fra Gravlev flyttede familien til ”Bak-huset” ved Rebild, derfra til ”Hedekrog” ved Økssø. I 1886 flyttede de ind i stuehuset til ”Kragegården” i Rebild, der stod ubeboet. Fra 1892 boede de i eget hus i Rebild, indtil de døde, Hans Verner i 1944, og Ane Marie i 1947. Træskomagerriet og musikken blev efterhånden de største indtægtskilder for familien, om end der aldrig kom nogen større velstand til huset. De skulle også opleve nogle af livets skyggesider, idet de mistede flere af deres børn, nogle af dem som spæde, men også flere i voksen alder. Man hørte dog aldrig ”Verner Hans” klage over livets hårdhed, medens det tog mere hårdt på Ane Marie.
Musikken
Musikken fulgte Hans Chr. Verner hele livet igennem, og barnebarnet fortæller, ”Det lykkedes ham at sætte sig ind i hel del musikteori, ligesom han ikke spillede så hårdt som andre spillemænd på egnen. Han havde et meget blødt strøg. Hans Verner spillede meget til dans på gårdene og i skolen — ligesom han også spillede til ringridning. Af medmusikanter kunne nævnes, Laursen fra Korup, barber Lund fra Gl. Skørping. Som sekund brugte Verner Hans ofte sin broder, skomageren fra Ellidshøj, eller Søren Lund fra Gravlev” (2). Hans Chr. Verner spillede violin som hovedinstrument, lærte sig selv at spille klarinet, og kom også i gang med kornetten. Det sidste lykkedes dog ikke rigtig, idet brystet ikke kunne holde til det. Spillemanden Evald Thomsen fortæller: (3), ”Verner Hans kunne rigtig, ligesom kulsvierbrødrene, få ungdommen til at synge med, ikke mindst når han spillede Carl Plougs, På søndag aften kommer hun til dansen ganske vist, – så lo Hans med sin karakteristiske latter”. Hans Verner brød sig ikke om overdreven brug af spiritus til ballerne. Man sagde at det var en fast regel, at når han spillede, blev der kun serveret et glas punch til mændene, og et glas vin til damerne.
Hans Verner og Søren Lund
Himmerlandskvadrillen
I en høj alder kom Hans Verner til at spille for skovrider Poul Lorenzens ”Himmerlandskvadrille”, det startede i 1920 erne. Bl.a. spillede han 1 1927, sammenmed Søren Lund til kvadrillens opvisning til Rebild-festen, hvilket var er stor oplevelse for de to gamle spillemænd. Hans Chr. Verner ledsagede kvadrillen rundt i Jylland. I 1929 skulle de til England, der villehan dog ikke med over, så i stedet trådte spillemanden Jens Frederiksen fra Als til, og ledsagede danserne. Poul Lorenzen fortæller følgende træk om spillemanden Hans Verner (4), suppleret med et par episoder fra deres ture rundt i landsdelen, ”Der var noget vemodigt over Hans Verners spil, en understrøm selv når han spillede de hurtige og lystige melodier, og når han spillede den lille, såre enkle, Bund-Anderses Vals (Anders fra Bundgården), var det lige til at få tårer i øjnene over. Hans holdt meget af en dram eller to. Engang mødte han og var meget forkølet, “A haar faat saa manne kuld!” Så gav vi ham en snaps og spurgte om det hjalp? Nej! Så fik han en til, og spørgsmålet gentoges. Hans svarede: Ja — lidt. Vi forstod den halvkvædede vise, og efter den tredje dram var hans ”kuld” gået over.
Engang under en opvisning i Aalestrup kom vi ud for et stort, firkantet dansegulv i fri luft. Gulvet var kun gjort fast i de fire hjørner, og da dansen begyndte, fjedrede gulvet, så danserne hoppede op og ned og kom helt ud af takt. Hans Verner klemte på med violinen, men gyngede med så han kom helt ind midt på gulvet, hvor bevægelsen var stærkest. Der lagde han sig ned på alle fire, og krøb med violinen i den enehånd hen til gulvets kant og kravlede ned på den faste jord, idet han sagde, ”A blev hwingelsyg”. Så flyttede vi ind i en pavillon”,
Instrumenter og dans
I en artikel i Ålborg Amtstidende 1951 skriver museumsdirektør Peter Riismøller om flere himmerlandske spillemænd, bl.a. Hans Chr. Verner i Rebild. Riismøller fortæller: ”En dag kom jeg ind til den gamle træskomand og spillemand Hans Verner i Rebild. Han var ved at lægge op, og nu ville museet gerne have hans træskoværktøj, hvad straks lod sig ordne. Mens jeg nu gik og satte sedler på med navn og brug på redskaberne, tog Hans Verner sin lille sorte fjol og satte sig til at spille. Ja, det var knap nok han spillede, han legede med fjolen, kildede små melodier frem så ganske sagte, for rummet var så lille og slet ikke til, at han skulle hugge som i en storstue. Den lille fjol var da netop til hjemmebrug, han havde en større med mere ”gål” til brug i salene, men holdt da mest af den lille. Den havde han købt af Jens Peter fra Fløe engang i firserne, og han havde fået den af sin læremester, Jens Andreasen fra Volsted, som havde købt den i Ålborg. ”Men da var den ål længe gammel ”sagde Hans Verner, og det skal nok passe, for instrumentet bærer alle præg af en alder, vi nu ikke mere kan kontrollere. Noget fint instrument er den ikke, den hviner, når den skal råbe højt, men til Hans Verners akkompagnement til fortælling, måtte det jo være den og ingen anden.
Hans Verner spillede, medens vi snakkede om et eller andet, han gav hver melodi et par ord med. Den var af Lars Kjær, ja, det ville da sige: han havde lært den af Lars Kjær, men ellers vidste han ikke mere. Og den — om jeg kendte den? Jo da, den spillede Niels Brøndum i Fræer, når de gamle syntes, at det nu var deres tur til at komme på gulvet til Juletræsballet. Og ottemandsdansen, den eleganteste af alle turdansene, hvor parrene skulle sno sig så tæt op ad hinanden, at otte kvadriller kunne få plads i en normal storstue. Ingen dreng kunne få lov til at deltage i otte-mandsdansen, til den fik han først adgang, når han havde bevist sin karleværdighed. Ikke fordi den krævede kræfter, det overlod den til de susende svingdanse, som den firkantede sløjfe, der ofte endte med at en pige fløj ind under bænken, hvis hendes partner ikke holdt ordentlig fast. Og det var ikke pigen der blev til grin”.
Sådanne samtaler og artikler giver nogle gange små strejf af hvordan folkelivet har udfoldet sig omkring de gamle danse, brugen af dem og hvilken intensitet der har ligget i spillemandens fremførelse og spillen op til baldeltagerne. Det er også et udtryk for brugen af danse der har været kendt i mangfoldige generationer, der har ligget som en fast ballast både hos spillemænd og dansere. Nye danseformer – ny mode dukkede op, men de mest populære ”gamle danse” overlevede ofte tidens strømninger, blev en del af lokalsamfundets identitet, med konstant gentagelse. Trods efterkrigstidens schlagermusik, rock og beat, var det stadig ret almindeligt til visse baller og familiefester i 1960-70 erne, at spille trekant, totur til vejle, polka, vals, en sløjfe mv. (5)
Afrunding
Hans Chr. Verner havde et langt musikerliv, og hørte til egnens faste spillemænd i flere generationer. Hans spillede til fester og baller i et større opland, vel ofte alene, men ofte sammen med fast makker, eks. Søren Lund. Nogle gange skulle de være flere, og så måtte han hente hjælp i nabobyerne. Et stort bryllup kunne godt kræve et mindre orkester. Nogle af dem som havde kendt Hans Verner, kunne fortælle små anekdoter om ham. F.eks. når han havde spillet til liegstow i Skørping kirkeby (Gl. Skørping), og skulle hjem til Rebild, gik han en omvej. Normalt ville den nærmeste vej være kirkevejen fra Rebild og til Gl. Skørping, altså igennem skoven. Hans Verner forklarede at hanville undgå at møde ”skrukhønen”. Et udslag af gammel folketro. På kirkevejen fandtes der spor af en sig (lille vandhul), der næsten var udtørret. Til denne sig knyttede der sig et gammelt sagn, om en uhyggelig skrukhøne med sin kyllingeflok. Hvis den vejfarende fik øje på flokken, kunne man være sikker på, at man væltede med vognen, eller ikke nåede hjem. (6). Et sagn der sikkert havde været kendt i århundreder, også stadig væk i Hans Verners levetid, og som blev taget alvorligt. Peter Blicher i Gravlev huskede også en lille fortælling om Hans Verner, der i en periode arbejdede i skoven sammen med Per Hyldgård, også fra Rebild. (Han havde den ejendom som nu rummer Rebildselskabets kontorer). ”De to rebild boer var midt på vinteren på skovarbejde langt inde i Rold skov. De blev overrasket af en voldsom snestorm, og kunne ikke finde vej hjem. Pludselig stod de ved en sort tingest — der dog viste sig at være skorstenen på Verner Hans’ hus. Så hård var vinteren dengang”. Det skal dog siges at Per Hyldgård var kendt for historier, der havde det med at udvikle sig lidt, men det bliver de jo ikke ringere af. Eftertiden er så heldig at have et lydeksempel med Hans Verners violinspil, idet han i 1927 blev optaget på fonograf, til Dansk Folkemindesamling, hvor han indspiller en række himmerlandske folkedanse.
Noter
1) Fortalt af Kristian Hansen. Siem. (Spillemands-Jagt og Skovbrugsmuseets arkiv).
2) Fortalt af Kristian Hansen. Siem. (Spillemands-Jagt og Skovbrugsmuseets arkiv).
3) Evald Thomsens optegnelser fra 1951, Dansk Folkemindesamling.
4) Artikel i Hjemstavnsliv, af Poul Lorenzen.
5) Forfatterens bemærkninger.
6) Puggårds optegnelser (Spillemands-Jagt og Skovbrugsmuseets arkiv).
Til artiklen er brugt optegnelser og artikler fra Dansk Folkemindesamling og Spillemands- Jagt og Skov-brugsmuseet.