Spillemanden Otto Trads, Haverslev (1904 – 1989).
I 1986 udgav Folkemusikhusringen et kassettebånd med spillemanden Otto Trads sammen med sit orkester. Båndet indeholder et bredt udsnit af de melodier, som Otto spillede – både i solo og med orkester. Repertoiret er alle valgt blandt Tradsfamiliens musik, der har været anvendt til baller og fester i det sydlige Himmerland i flere generationer.
Otto Trads’ far Jens Nielsen Trads drev en mindre ejendom i Overvad ved Haverslev i Himmerland. Han var en kendt og meget benyttet spillemand. Han blev født i 1859 og døde i 1916. Jens Nielsen Trads både komponerede melodier og gav undervisning i musik. En række lokale spillemænd fik deres oplæring hos ham. Når de var godt i gang, kom de med ud at spille, og honoraret gik så til at betale for undervisningen. Jens Nielsen Trads spillede ofte ene mand til fester, men havde også rutinerede hjælpere når de skulle være flere. Eksempelvis Jakob Damborg fra Årdestrup på fløjte, Spil Søren fra Kongens Tisted på basun, Johan Mogensen, Stausgård på kornet osv. Typisk for tiden kunne spillemændene betjene både blæseinstrumenter og strengeinstrumenter. De spillede til de unges baller, høstfester på de store gårde, bryllupper, men også til ”den lille dans” børnejuletræ etc.
Otto Trads havde 7 søskende, heraf 4 brødre, der alle lærte musikken af faderen, og når de var klar til det, kom de med ud at spille. Ottos brødre hed Kristian, Jens, Niels og Alfred. Af dem blev Kristian en efterspurgt spillemand. Men ellers dyrkede de alle musikken. Otto Trads var 11 år da faderen døde, men han fik alligevel sin første indlæring hos faderen, senere suppleret med undervisning i Ålborg. I 1951 da museet i Rebild blev oprettet, samledes brødrene atter og spillede den gamle musik, både som familieorkester, men også sammen med de øvrige spillemænd der efterhånden flokkedes på museet i Rebild.
For Otto blev det en livsopgave at bevare og videreformidle familiens gamle musik, og han spillede faderens musik på en meget levende og inciterende facon, med dobbeltstrøg, forsiringer, improvisation, med en kraft og indlevelse, der inspirerede de mange unge spillemænd, der besøgte ham og spillede sammen med ham. Han var utrolig loyal overfor familiens repertoire, og gengav spillestilen som den havde været udført i generationer, samtidig med at hans selv tilførte spillet sin egen fortolkning. En lang række unge og vordende spillemænd hentede hos ham læring og støtte. Sammen med sin spillemandsgruppe kom Otto Trads rundt i hele landet med sin musik. Det blev også til flere pladeindspilninger, og i 1980 nedskrev han sin erindringsbog: Otto Trads – en spillemand i Himmerland, udgivet på Spillemandsmuseets forlag.